Stor festaften på Dannebrog: Dronning Mary havde svigermors smykker på
Kong Frederik og dronning Mary tager snart hul på sidste etape af deres første sommertogt som kongepar, for torsdag går turen til Vejle.
I løbet af ugen har det royale powerpar besøgt Bornholm, Ærø og Assens, og undervejs har vi set dronning Mary i mange forskellige looks, der har passet til de mange forskellige lejligheder.
Hver aften under sommertogtet er kongeparret værter for en reception på Dannebrog, og det var også tilfældet tirsdag aften, hvor de havde besøgt Ærø. Dronning Mary havde i den anledning iført sig en lang, sort kjole fra Etro med blomsterdetaljer i blandt andet grønne nuancer, og de grønne øreringe matchede perfekt.
Øreringene fik dronning Mary i gave af sin svigermor i forbindelse med sin 50-års fødselsdag for to år siden.
Til øreringene hører der også en broche, og arvesmykkerne har en lang historie bag sig. Smykkerne, som er i sølv prydet med turkiser, brillanter og perler, har tilhørt den russiske kejserinde Katharina 2. og er gennem mange generationer gået i arv. Dronning Ingrid arvede dem fra sin mor, kronprinsesse Margareta af Sverige, og nu er det altså dronning Mary, der kan pynte sig med de glimtende smykker, som hun har arvet fra dronning Margrethe.