1. apr. 2023
Af Sofie Nymand

Stor forskel: Så meget får den kongelige familie i løn

Prinsesse Marie, prins Joachim, kronprinsesse Mary og kronprins Frederik
Prinsesse Marie, prins Joachim, kronprinsesse Mary og kronprins Frederik
Foto: Hanne Juul
Mens prinsesse Marie intet får i apanage, modtager kronprins Frederik et tocifret millionbeløb. Se, hvor meget de enkelte medlemmer af kongehuset får i årpenge her.

Der er forskel på, hvor stort et beløb de enkelte medlemmer af kongehuset får i apanage.

Torsdag offentliggjorde kongehuset årsrapporten for 2022, og her fremgår det, hvor meget den kongelige familie sidste år modtog i årpenge fra staten, den såkaldte apanage.

Rapporten viser, at det er dronning Margrethe og kronprinsparret, der får mest, men også at størstedelen går til drift, personale og ejendomsomkostninger.

Der er dog også en del af beløbet, der skal dække forbrug af privat karakter (rammebeløbet).

Dronning Margrethe

Dronningen modtager mest i årpenge med et beløb på 88,8 mio. kroner i 2022.

Størstedelen bruges på drift, ligesom en del af beløbet er øremærket prinsesse Benedikte, der får 1,3 mio. i apanage.

Dronning Margrethes rammebeløb lå på 12,9 mio., som bruges til private omkostninger, blandt andet tøj og inventar.

Derudover bruges dette beløb også på vedligeholdelse og drift på Marselisborg Slot, Château de Cayx og jagthytten i Trend, der ejes privat.

Kronprinsparret

Efter dronningen får kronprins Frederik det næststørste beløb.

I 2022 modtog kronprinsen 21,8 mio. kroner., hvoraf 2,1 mio. er øremærket kronprinsessen.

Ligesom dronningens årpenge går en stor del til drift. Kronprinsparret har et rammebeløb på 4,3 mio. kroner.

Prins Joachim

I det forgangne år modtog prins Joachim 3,8 mio. kr. i årpenge.

Prinsesse Marie modtager ikke årpenge.

I den nærmeste fremtid skal Folketinget afgøre, hvorvidt prins Joachim fortsat skal modtage årpenge, når familien efter sommer flytter til USA, hvor prinsen skal arbejde som forsvarsindustriattaché på den danske ambassade i Washington D.C.

Ifølge Grundloven kræver det nemlig tilladelse fra Folketinget, hvis kongehusets medlemmer skal modtage årpenge uden for landets grænser.

Senest var i 2020, da prins Joachim fik tilladelse til at modtage årpenge under opholdet i Frankrig, hvor han arbejder som forsvarsattaché.

Læs mere om: