Stor weekend i vente! Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary sender sød hilsen
Sommeren har allerede budt på masser af sport i verdensklasse med danskere i centrum, og det fortsætter i de kommende uger.
Lørdag tager det danske kvindelandshold i fodbold hul på VM, og mange kommer helt sikkert til at sidde og heppe med. Det gælder også kronprinsparret, som via sociale medier har sendt en sød hilsen til de danske fodboldkvinder.
"I morgen går det løs, når kvindelandsholdet spiller deres første kamp mod Kina til VM i fodbold i Australien og New Zealand. Held og lykke piger – vi hepper på jer", står der i hilsenen, som er underskrevet af kronprinsparret.
Den kongelige familie er meget glad for sport, og der har været masser at juble over denne sommer.
Holger Rune gjorde det fantastisk under Wimbledon, og så er det heller ikke til at komme uden om Jonas Vingegaard, som formentlig kan se frem mod endnu en Tour de France-sejr på søndag – og mon ikke, at kronprinsfamilien finder tid til både at se fodbold og cykelløb.