Susan Boyle kommer og synger for Frederik og Mary
Den skotske sangfugl skal hjælpe med at samle penge ind til støtte for Afrikas kvinder og jordskælvsofrene i Haiti, når DR blænder op for det store liveshow Danmarks Indsamling 2010.
30. januar sender DR et direkte og stort anlagt velgørenhedsshow fra Tivoli. Overskuddet går til 12 konkrete projekter, der skal hjælpe Afrikas kvinder til et bedre liv, og nødhjælp i Haiti.
Skotske Susan Boyle er showets absolutte topnavn, men blandt andet Thomas Helmig, Kashmir, Magtens Korridorer og Anne Linnet lægger danske stemmer til.
Susan Boyle er på rekordtid blevet et kendt verdensnavn, efter hendes sejrsgang i talentshowet "Britain's got talent" sidste år.
Foreløbig har hun banket mere end otte millioner skiver over disken, og på YouTube er hun ekstrem populær med klip der er blevet vist mere end 85 millioner gange.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary er som protektorer for Danmarks Indsamlingen selvskrevne som gæster, og kronprinsparret har meldt deres ankomst til det store liveshow. (link fjernet)
Og mon ikke de bliver lige så bjergtaget af Susan Boyles smukke stemme, som resten af verden er blevet det på rekordtid.
Lyt til det fantastiske musikstykke "Cry Me A River" med Susan Boyle herunder