Til balletforestillingerne i Tivoli: Derfor nejer dronning Margrethe også efter endt forestilling
Danmarks dronning Margrethe har gennem årene etableret sig som en dygtig kunstner inden for flere grene.
Majestæten folder sig kunstnerisk ud ved bl.a. decoupage, maleri og broderi, bare for at nævne nogle få.
I Tivoli har dronning Margrethe i over 20 år stået for scenografi og kostumer til Den Gamle Haves juleballetforestillingerne, og igen i år er hun trukket i ”arbejdstøjet”.
Og når det gælder arbejdet med forestillingerne, er dronning Margrethe på lige fod med de andre, og det kommer bl.a. til udtryk, når hun også nejer på scenen, når forestillingen er forbi.
I en pressemeddelelse fra Tivoli fortæller dronning Margrethe, hvorfor hun nejer sammen med resten af holdet:
- Det er en stor taknemmelighed for det store hold, der har gjort en kæmpe indsats for at balletten lykkes. Både dem vi alle sammen har set og klappet ad og de mange bagved, som har gjort lige så meget, for at det kan lade sig gøre, lyder det fra dronning Margrethe i pressemeddelelsen.