11. apr. 2025
Af Julie Lund Rosenfeldt Isen

Unge konditorer står bag Isabellas fødselsdagskager: Én ting er de ikke i tvivl om

Prinsesse Isabella
Prinsesse Isabella
Foto: Hanne Juul
Der venter prinsesse Isabella hele tre lækre fødselsdagskager, når hun skal fejres i Aarhus.

Det nye hold af elever på konditor- og bagerlinjen på Aarhus Tech fik for nylig en vigtig opgave.

De skulle nemlig kreere de fødselsdagskager, som skal serveres for prinsesse Isabella og gæsterne, når hun fredag skal fejres på Aarhus Rådhus.

Resultatet er blevet tre forskellige – og helt sikkert smagfulde – kager: nemlig en chokolademoussekage med hindbær og karamelliseret lys chokolade, en rabarberkage med mazarinbund, rabarberfromage og italiensk marengs og en koldskålskage med en bund af kammerjunkere og citronmousse. Det skriver DR.

Blandt dem, som har været med til at lave kagerne, er Caroline Jørgensen, Zara Justesen og Sophia Tosta – og de synes alle, at det har været en spændende opgave.

- Det er kæmpestort. Jeg troede først, det var en joke. Det er lidt vildt også, at det er kagen til en 18-års fødselsdag, siger Zara Justesen til DR.

De tre konditorelever er enige om, at særligt én af kagerne helt sikkert vil falde i den kongelige fødselars smag: nemlig chokoladekagen!

Følg med i fejringen af prinsesse Isabellas fødselsdag, når BILLED-BLADET sender live fra Aarhus fra kl. 13.

Mere om: