8. jan. 2024
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Var dronning Ingrid med på balkonen, da dronning Margrethe blev udråbt?

Prinsesse Anne-Marie, dronning Margrethe, prinsesse Benedikte, dronning Ingrid
Dronning Ingrid fejrer sin 90-års fødselsdag på Fredensborg Slot med bl.a. sine tre døtre. 2000.
Foto: AOP
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET inden nyheden om dronning Margrethes abdikation.

Kære kongelige brevkasse!
Var Ingrid med på balkonen på Christiansborg, da Margrethe blev udråbt som dronning?
På forhånd tak
Peter D.

Kære Peter D.!
Dronning Ingrid var aktiv i kulissen i forbindelse med sin mands død og ældste datters tronbestigelse, men hun var ikke med på balkonen den 15. januar 1972. Proklamationen blev forestået af daværende statsminister Jens Otto Krag, der præcis kl. 15.00 meddelte Frederik IX’s død og hyldede Danmarks nye monark. Herefter holdt dronning Margrethe en kort tale, der sluttede med, at hun fremsagde sit valgsprog. Derefter trådte prinsgemalen ud på balkonen, kyssede sin kones hånd og vinkede til folkemængden. Efter proklamationen kørte regentparret til Amalienborg, hvor de viste sig på balkonen med deres to drenge.
Venligst
Jon Bloch Skipper

Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: