Varm velkomst til kronprinsparret i Mexico
To små glade ansigter strålede kronprinsparret i møde, da de mandag formiddag mexicansk tid begyndte deres travle Mexico-program på besøgscentret CTDUCA Foundation, der rådgiver og underviser mennesker med Downs Syndrom. Og Frederik og Mary gengældte med brede smil, da de hilste på Gael, 7, og Ivanna, 6.
Selvom de var ankommet til Mexico City aftenen før efter en 12 timer lang flyvetur var der ikke nogen træthed at spore.
Det var kronprinsparrets første arrangement af en lang række, som de deltager i indtil onsdag aften i forbindelse med erhvervsfremstød i selskab med sundhedsminister Astrid Kragh (SF) og repræsentanter fra over 50 danske firmaer.
Ellevilde med besøget
Og parret kunne ikke ønske sig en bedre start på det vigtige ophold.
Både unge og gamle på hjemmet var ellevilde med at få kongeligt dansk besøg.
Det var ikke alene en stor dag på grund af det fornemme besøg, men også fordi firmaet Palsgaard, der leverer kosttilskud til centret, havde en stor 100.000 dollar stor donation med til "University of Independent Life", hvor indbyggere med Downs Syndrom bliver undervist i at få et selvstændigt liv.
Museumsbesøg og audiens
Resten af dagen venter der kronprinsparret et spændende program, hvor de bl.a. bliver vist rundt byens store, flotte ærkeologiske museum, landets mest besøgte, er i audiens hos landets præsident Enrique Pena Nieto og overværer en velgørenhedskoncert med danske Raveonettes.
Det bliver dog kun Sharin Foo, der optræder, da det andet medlem af bandet, Sune Wagner er indlagt med en blindtarmsbetændelse. I stedet spiller hun Raveonettes sange sammen med det dansk-amerikanske band Gliss.
Det officielle besøg skal sætte fokus på dansk-mexicansk samhandel inden for sundhed og velfærd, landbrug og fødevarer samt energi og klimavenlig teknologi.
Det er første gang, at kronprinsparret er på officielt besøg i Mexico.