VIDEO: Kronprinsesse Mary spredte glæde på særlig dag
Smilene var store hos både den kongelige gæst og værterne, da kronprinsesse Mary blev modtaget foran Handicaporganisationernes Hus i Taastrup i anledning af FNs internationale handicapdag.
Forrest på den røde løber stod Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer, og var klar til at følge kronprinsesse Mary ind.
Lyttede til flotte taler
Men først fik kronprinsesse Mary overrakt en smuk blomsterbuket af 17-årige Bjarke Egebo Koltze, der har cerebral parese (spastiske lammelser).
Derefter gik kronprinsesse Mary ind i varmen, hvor hun lyttede til taler af blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen og Jakob Terp Hansen, der er gymnasieelev på Høje-Taastrup Gymnasium på ASF-linjen og har autisme.
Med for første gang
Det var første gang, at kronprinsesse Mary var med til at markere den internationale handicapdag, der i år havde fokus på at få flere unge med handicap i uddannelse.
Kronprinsesse Mary deltog i sin egenskab som protektor for organisationerne Hjernesagen, Hjerneskadeforeningen, Sind – Landsforeningen for psykisk sundhed, Sjældne Diagnoser og Nyreforeningen.