14. aug. 2024
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Vil kong Frederik give prins Joachim og prinsesse Maries børn deres titler tilbage?

Kong Frederik og prins Joachim.
Kong Frederik og prins Joachim.
Foto: Hanne Juul
Kære kongelige brevkasse Er der en chance for, at vores konge giver prins Joachims og prinsesse Maries børn deres titler tilbage, så de igen bliver prinser og prinsesse? Det synes jeg, han burde gøre. Med venlig hilsen E. Bak

Kære E. Bak
Hvis kong Frederik ønsker at gøre sine nevøer og sin niece til prinser og prinsesse igen, er der intet til hinder for det. Det er monarkens beslutning, hvem der må og ikke må føre disse titler. Jeg tror dog ikke, det kommer til at ske, for den daværende kronprins var utvivlsomt indforstået med sin mors beslutning for et par år siden – og derfor også enig i de ønsker, som lå bag den. I et interview i Weekendavisen i februar 2023 udtalte dronning Margrethe: ”For mig har det været vigtigt, at det ikke skulle være Frederiks lod at tage sådan en beslutning. Det var bedre, at det var mig.” Min tolkning af den udtalelse er, at vores konge var med i kulissen og billigede beslutningen, hvorfor han ikke kommer til at omgøre den. Faktisk skal vi nok i højere grad forvente, at kong Frederik og dronning Mary kommer til at ændre prins Vincents og prinsesse Josephines prædikater og/eller titler – og nok også prinsesse Isabellas, når kronprins Christian har fået (arveberettigede) børn. For i efteråret 2022 udtalte daværende kronprinsesse Mary: ”Vi kommer også til at se på vores børns titler, når den tid kommer”.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper

Historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Mere om: