93-årige prins Philip slået til ridder
93-årige prins Philip har fået endnu en titel.
Dronning Elizabeths mand er ifølge Hello Magazine blevet slået til ridder af Australien i anledning af landets nationaldag, der fejres i dag mandag.
Det er den australske premierminister Tony Abbott, der står bag udnævnelsen af ridderskabet, som er Australiens højeste udmærkelse.
LÆS OGSÅ: Prins Philips bedste citater
800 protektioner "down under"
Prins Philip har accepteret æren, som han får for sit årelange virke for Commonwealth, lyder det fra premierministeren.
- Prins Philips lange liv i tjeneste og engagement bør respekteres af Australien. I tre fjerdedele af et århundrede har prins Philip tjent kronen og det bredere Commonwealth. Han har tjent Australien med udmærkelse og er protektor for over 800 organisationer, skriver Tony Abbott i en udtalelse.
Prins Philips søn, prins Charles, modtog i øvrigt samme ære tilbage i 1981 - året, hvor han blev gift med prinsesse Diana.
Dronning Elizabeth har regeret England og Commonwealth i 62 år.