Det bliver prinsesse Charlotte kaldt i skolen
Lille prinsesse Charlotte, 4 år, kunne torsdag morgen tage sine første skridt ind på Thomas' Battersea-skolen, hvor hun de kommende år skal lære alskens fag og færdigheder.
Godt nok har britiske kongelige ikke det samme antal navne som de danske, men det kan dog trods alt blive lidt omstændeligt at kalde den lille prinsesse ved hendes fulde navn; "Hendes kongelige højhed prinsesse Charlotte af Cambridge", hver gang man skal henvende sig til hende.
Forældrene prins William og hertuginde Catherine har tidligere udtrykt ønske om at give børnene en så almindelig opvækst som muligt, og derfor kan man forestille sig, at de helst ser, at der ikke kommer for meget fokus på lille Charlottes prinsessetitel blandt hendes nye venner og undervisere.
Ifølge Hello Magazine bliver det derfor således, at prinsesse Charlotte vil blive kaldt Charlotte Cambridge i skolen. Hendes storebror George, 6 år, der går på samme skole, kendes der som George Cambridge.
Ligeledes blev Charlottes far prins William i skolen kaldt William Wales, idet man tog hans far - prins Charles' - titel (prins af Wales, red.) som sønnens efternavn.