Dronning Elizabeth sørgede for medaljer til døende ansat
Engelske dronning Elizabeth er ikke en kvinde, som bærer sine følelser uden på tøjet. Men bag det ofte lidt udtryksløse ansigt gemmer der sig et stort royalt hjerte af guld. Det fremgår af den engelske avis The Daily Express, der fortæller en gribende historie om, hvordan den 89-årige monark tog sagen i sin egen hånd, da det kom hende for øre, at en af hendes trofaste ansatte lå på sit yderste.
48-årige David Crimson. som i 20 år havde arbejdet som livrist ved dronningens hof, havde fået konstateret uhelbredelig cancer. Han stod foran at skulle modtage hele to medaljer for lang og tro tjeneste, men spørgsmålet var, om han ville nå at modtage de fine hædersbevisninger før sin død. Da dronning Elizabeth hørte, at David havde fået lungebetændelse, og at han lå på sit yderste, greb hun ind og sørgede for, at det tunge royale bureaukrati skulle tildele den 48-årige Crimsom de to medaljer med "øjeblikkelig virkning".
Chefen for dronningens hof, Tony Johnstone-Burt, skulle den følgende dag tage på hospitalet for at overække de to medaljer - Royal Victoria-medaljen og medaljen for lang og tro tjeneste. Lægerne var dog ikke sikre på, at David Crimson ville leve natten over, så de fik lov at overbringe ham den glædelige nyhed.
Dronning Elizabeth er varm og omsorgsfuld
- Da David hørte, at han var blevet tildelt den fine hæder af dronningen, åbnede han sine øjne og smilede bredt. Han rakte begge arme i vejret og gjorde "thumbs up"-tegnet. Tre minutter senere sov han ind, fortalte viceadmiral Johnstone-Burt ved bisættelsen nogle dage senere.
Han beskrev David som en del af Buckingham Palace - "så solid som en af slottets marmorsøjler".
En kilde ved hoffet fortæller iflg. magasinet HELLO!, at alle på slottet har talt om dronningens gestus overfor deres døende kollega.
- Dronningen er en meget varm og omsorgsfuld person, der tager sig virkelig godt af sit personale, fortæller den ansatte til HELLO!.
Læs også: Dronningen mødte sit nye oldebarn første gang