9. jan. 2022
Af Marie Krakau

Ekspert stiller skarpt på Kate og Mary: Lighederne, deres forhold og den store opgave

Kronprinsesse Mary og hertuginde Kate
Kronprinsesse Mary og hertuginde Kate
Foto: Peter Grosen og MEGA
BILLED-BLADETs kongelige hofreporter Marianne Singer fortæller om kronprinsesse Mary og hertuginde Kate.

Knapt en måned før vores egen kronprinsesse Mary fylder 50 år d. 5. februar, er der også rund fødselsdag i det britiske kongehus, hvor hertuginde Kate fylder 40 år søndag d. 9. januar.

Kate og Mary, der begge er født borgerligt og har giftet sig ind i de kongelige familier, deler på flere måder skæbne. Vi har bedt BILLED-BLADETs kongelige ekspert og hofreporter Marianne Singer gå i dybden med Mary og Kates liv, fremtid og personligheder i anledningen af hertuginde Kates 40 års fødselsdag.

Man skal ikke lede længe for at finde ligheder mellem kronprinsesse Mary og hertuginde Kates både i deres virke som kongelige og deres liv fra før de trådte ind i de royale rammer.

- De minder rigtig meget om hinanden både med hensyn til deres baggrund, deres personligheder og deres fremtid, forklarer Marianne Singer.

- De er begge meget stærke personligheder, der er meget pligtopfyldende og går højt op i at passe deres rolle som kongelige, og det synes jeg begge har gjort til ug. Begge er de gift med en kommende konge, og de har formået at være deres mænds allerstørste støtter. Og det er virkelig noget af det vigtigste i deres roller, at de støtter deres ægtefælle og får samme støtte tilbage. For at kunne være i deres job, er det vigtigt, at man er så stærkt et team som muligt, og det synes jeg begge par er.

Hvor kronprins Frederik og prins William er vokset op indenfor de kongelige mure, har Mary og Kate skullet lære at begå sig i kongelige kredse.

- De er begge vokset op i kærlige og trygge middelklassehjem, og de har hver især bragt meget af deres opvækst med sig ind i deres roller som mor, forklarer Marianne Singer og uddyber:

- De sunde og kærlige værdier, som de begge er opdraget med, har de taget med sig og giver nu videre til deres børn. Jeg vil kalde både kronprinsesse Mary og hertuginde Kate for meget nærværende og hands-on mødre, hvilket ikke altid har været kutyme blandt kongelige mødre.

- De har en stor part i, hvordan den kongelige generationen efter dem kommer til at tage sig ud. De opdrager den lige nu, og det er kun en fordel, at de er så tætte med deres børn og giver dem sunde værdier med sig videre i livet, afrunder Marianne Singer, der oplever at Mary har formået at give sine fire børn og Kate sine tre en så almindelig opvækst som overhovedet muligt givet deres særlige roller.

En føling den ældre generation ikke altid har haft

Marianne Singer ser også en stor lighed mellem hertuginden og kronprinsessen, når det kommer til deres mærkesager, og ikke mindst det, som de med deres arbejde her bringer ind i kongehusene.

- Begge har de fokus på sårbare mennesker og særligt børn og unge. Hertuginde Kate har det bl.a. gennem kampagnen Heads Together, som hun og prins William gennem deres fond startede sammen med prins Harry. Kronprinsesse Mary gør et stort stykke arbejde gennem Mary Fonden, og begge har altså fokus på emner som trivsel og mental sundhed.

- Gennem deres arbejde her har vi oplevet, hvor god en føling med børn og unge både Mary og Kate har, og det er noget, som den ældre generation i begge kongehuse ikke altid har haft. De er fuldstændig i øjenhøjde med børn og unge, når de taler med dem, og de formår at gøre deres samtaler og besøg uformelle, konkluderer Marianne Singer, der har fulgt begge kongelige kvinder, siden de trådte ind i deres respektive royale roller.

Er de tætte?

Men hvor tætte er de to royale kvinder, der deler så tæt et skæbnefællesskab? Ikke særligt tætte forklarer Marianne Singer, der mener, at der naturlige årsager til dette.

- Vi har bl.a. oplevet dem sammen i 2011, hvor Kate og William var på besøg i København. Sidst vi så dem sammen i offentligheden var til Royal Ascot i 2016. Derudover ved vi, at kronprinsparret deltog i prins Charles’ 70-års fødselsdag i 2018, hvor Kate og William naturligvis også var, siger hofreporteren.

- Jeg er sikker på, at kemien mellem dem er god. De ser ud til at hygge sig, og de har jo et bånd, man som kongelig må få, når man deler skæbne med så få andre, lyder det fra Marianne Singer, der forklarer, at der i nyere tid aldrig har været tradition for, at det danske og britiske kongehus var særligt tætte:

- Det har altid været de skandinaviske lande, hvis kongelige familier har været tætte. Det ser vi også nu, hvor både den ældste generation har et stærkt bånd til hinanden, ligesom generationen under med vores danske kronprinspar, Sveriges kronprinsesse Victoria og prins Daniel og Norges kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit har et stærkt samarbejde og tæt forhold, runder Marianne Singer af og håber snart igen at opleve hertuginde Kate og kronprinsesse Mary sammen.

Fremtiden

Afslutningsvis kigger vi kort ind i fremtiden, for selvom ingen ved, hvad den bringer, er Marianne Singer ret sikker på, at det britiske og det danske kongehus er trygge hænder.

- Noget af det vigtigste er, at hertuginde Kate og kronprinsesse Mary hviler i deres kongelige roller, og det tyder alt på, at de gør. De lader til begge at have fundet en balance og en ro i sig selv og deres roller, og det er virkelig vigtigt, for det er en stor opgave, som deres skæbne har tildelt dem. De er jo kommende dronninger, siger den kongelige ekspert.

Deres roller bliver ifølge hende kun større større i takt med, at tiden går, og de kommer tættere på en dag at skulle være dronning.

- Jeg tror, at både det danske og det britiske kongehus er i trygge hænde på Mary og Kate, slutter Marianne Singer.

Læs mere om: