Hertuginde Camilla: Jeg hadede det virkelig
Udbruddet af coronavirus har medført mange nye vaner og tiltag for folk i hele verden.
Ikke mindst måden man kommunikerer med hinanden på over internettet er blevet mere udbredt i takt med, at man har skullet isolere sig rundt omkring i hjemmene.
Og de, der ikke har været så fortrolige med internettets mange muligheder for kontakt før i tiden, er så at sige blevet kastet lige direkte ud i det.
Det gælder også for hertuginde Camilla, 72.
Ifølge et interview med BBC Radio "hadede" hun med egne ord internettet før i tiden. Det skriver Hello Magazine.
- Jeg skammer mig over at sige, at jeg virkelig hadede internettet. Jeg forstod det ikke, og jeg tænkte "Hvad er pointen med det"? Men siden nedlukningen har det jo været fantastisk, fordi jeg har været i stand til at kommunikere med min familie, mine børn og mine venner, fortæller hertuginde Camilla, der også tydeligt kan se den store forskel, internettet har gjort for alle skolebørnene, der har skullet undervises hjemmefra i isolationsperioden.