Hertuginde Catherine og hertuginde Camilla står sammen
Både hertuginde Catherine, 38, og hertuginde Camilla, 72, er protektorer for børnehospices i Storbritannien, og det er en sag, der ligger deres hjerte nær.
Derfor har det også været vigtigt for dem at følge med i, hvordan de forskellige børnehospices har klaret coronakrisen og de udfordringer, det har givet for plejen af de syge børn samt omsorgen for deres forældre og pårørende.
I denne uge er det "Children's Hospice Week" i Storbritannien, og derfor besluttede hertuginde Catherine og hertuginde Camilla at holde videomøde sammen med repræsentanter for nogle af de hospices, de er protektorer for, samt en familie, der selv har oplevet at bo på hospice med et barn.
Det britiske kongehus har lavet en video af det rørende møde, hvor hertuginde Camilla blandt andet fortæller om sit første besøg på et børnehospice, og hospice-personale fortæller, hvordan det lykkedes at pleje de syge børn og støtte de pårørende på trods af de skrappe afstandskrav.
Se videoen på det britiske kongehus' hjemmeside her.