Historisk foto: Da præsident Kennedy og Jacqueline besøgte dronning Elizabeth
Den engelske dronning har i sine mere end 60 år på tronen været vidne til en verden i konstant forandring. Et af de mest ikoniske øjeblikke - sikkert også i dronningens egen erindring - var, da hun og gemalen, prins Philip, i 1961 var værter for USA's populære præsidentpar, John F. Kennedy og førstedamen, Jacqueline ved en overdådig statsmiddag på Buckingham Palace .
En glamourøs aften
Dronning Elizabeth var fantastisk glamourøs og strålede i sin kongeblå balkole af designeren Hartnell. Majestæten rundede sit royale look af med lange, satin-hvide handsker og funklende diamanter og saffirer. Jacqueline Kennedy, der med sine 32 år var næsten jævanldrende med den dengang 35-årige engelske dronning, strålede på sin måde i fantastisk elegance i en is-blå aftenkjole i silke af designeren Chez Ninon med matchende lange handsker.
En taknemmelig præsident
I forbindelse med banketten overrakte den amerikanske præsident et foto af sig selv i en ramme af sølv fra juvelerfirmaet Tiffany & Co. Det var underskrevet "Til hendes majestæt dronning Elizabeth II med den højeste agtelse. John F. Kennedy". Og noget tyder på, at der opstod gensidig sympati under præsidentparrets besøg på paladset. I en fødselsdagshilsen nogle dage senere til dronning Elizabeth skrev præsident Kennedy: "Må jeg også benytte lejligheden til at sige, hvor taknemmelige min hustru og jeg var over den varme gæstefrihed, Deres majestæt og prins Philip mødte os med, da vi besøgte London sidste mandag".
Med i TV-serie
Blot to år senere var verden - og dronning Elizabeth - vidne til det tragiske snigmord på den unge, amerikanske præsident.
De, som har adgang til streamingtjenesten Netflix, kan fra fredag den 8. december se anden sæson af den store TV-serie "The Crown" om dronning Elizabeths tid som monark - og heriblandt også en genskabelse af det historiske møde i 1961.