Hvornår flytter dronning Elizabeth?
Normalt er der en rimelig fast plan for, hvornår dronning Elizabeth er på hvilke residenser hvornår, men som bekendt er der ikke særlig meget i verden, der har været, som det plejer, det seneste års tid.
I løbet af coronapandemien har dronning Elizabeth og prins Philip for det meste været isoleret på Windsor Castle, omkring en times kørsel fra Buckingham Palace, dog med korte feriemæssige afstikkere til Balmoral i Skotland og Sandringham-godset i Norfolk.
Den 21. april bliver dronning Elizabeth 95 år, og det fejres traditionelt set med en mindre markering på dagen og så den stort anlagte parade "Trooping the Colour" ved Buckingham Palace og The Mall den anden lørdag i juni.
Sidste år måtte den aflyses, og der blev i stedet holdt en miniparade for monarken ved Windsor Castle.
ifølge Sunday Times håber man meget på, at den stemningsfulde fødselsdagsparade kan blive til noget i år - det vil i så fald blive den 12. juni.
I den forbindelse mener man at vide, at dronning Elizabeth planlægger at flytte fra Windsor Castle, hvor hun og prins Philip stadig befinder sig, til Buckingham Palace nogle dage før "Trooping the Colour".
Og paraden er ikke den eneste mærkedag den måned - den 10. juni bliver prins Philip nemlig hele 100 år, hvilket med garanti også vil blive fejret på behørig vis, hvis restriktionerne tillader det.
En kilde ved hoffet fortæller ifølge Hello Magazine til avisen, at det er et stort ønske at kunne gennemføre "Trooping the Colour", men at man naturligvis vil tilpasse begivenheden de til enhver tid gældende retningslinjer.