Kate modtager kunstigt får i barselsgave
Hertuginde Catherine og prins Williams baby skulle efter planen først komme til verden i disse dage, men det har ikke forhindret utallige i at sende barselsgaver på forhånd til parret. Den britiske afdeling af dyreværnsorganisationen PETA har i den forbindelse besluttet sig for at fejre den forestående fødsel ved at forære den kongelige baby et kunstigt fåreskindstæppe.
-Børn elsker dyr og et barnetæppe, hvor intet dyr er blevet skadet i fremstillingen er en vidunderlig positiv måde at være en del af det, vi håber på, bliver livslang omsorg for den lille ny. Vi håber, at PETAs gave til hertugen og hertuginden af Cambridge vil inspirere andre forældre til at købe dyrevenlige gaver og tøj til deres børn, siger direktør for britiske PETA Mimi Bekhechi ifølge E!online.
Læs også, hvilke bekymrende ligheder astrologen ser mellem hertuginde Kate og Lady Diana
Gavekuren indeholder samtidig kunstig kaviar og dyrevenlig foie gras, og er nok meget ulig det, man kunne forestille sige, at hertuginden kommer til at indtage, efter hun er blevet indlagt på hospitalet. Ifølge E!News består menuen på fødeafdelingen Lindo Wing på St. Mary’s Hospital af tomatsuppe, lammekoteletter, grillet kylling og desserter som cheesecake og frisk frugt, og dermed kommer den vordende mor i hvert fald ikke til at sulte under sit ophold.
Den gavmilde gave fra PETA er bare en blandt mange barselsgaver, som prinsen og hertuginden har modtaget på forhånd til deres kommende barn. Den australske premierminister Julia Gillard fortalte til det australske magasin Women’s Weekly, at hun var i fuld gang med at strikke en legetøjskænguru til den lille ny.
For nyligt sendte den finske regering desuden parret en speciel baby-boks, og også her viste finnerne sig særdeles gavmilde, for den indeholdt en seng, et bredt udvalg af børnetøj, toiletsager, en billedbog, legetøj og meget mere.