Nu ses de igen: Så tætte er prins William og prins Harry
Når dronning Elizabeths ægtemand prins Philip lørdag eftermiddag bliver stedt til hvile, sker det med deltagelse af store dele af den britiske kongefamilie, deriblandt prinsens børnebørn prins Harry, 36, og prins William, 38.
Navnlig prins Harry har været i vælten på det seneste efter det mildest talt opsigtsvækkende interview, han sammen med hustruen hertuginde Meghan gav til Oprah Winfrey i begyndelsen af marts.
Parrets mange beskyldninger rettet mod kongefamilien såvel som kongehuset som institution, dets ansatte samt den britiske tabloidpresse skabte overskrifter i hele verden, og har uden tvivl også givet anledning til dybe panderynker internt i kongefamilien.
Ihvertfald besluttede dronning Elizabeth at komme med en officiel udtalelse nogle dage efter interviewet blev vist, og det er et særsyn, at hun på den måde offentligt kommenterer andre kongeliges gøren og laden.
I anledning af prins Philips død er Harry rejst til England for at deltage i begravelsen, mens hertuginde Meghan efter lægernes anvisninger må blive hjemme i Los Angeles - hun venter parrets andet barn til sommer.
Det er således første gang i et års tid, at prins Harry er tilbage i hjemlandet, og det er samtidig også en unik mulighed for ham til at få talt ud med familien ansigt til ansigt.
Flere royale kommentatorer har peget på, at især prins William angiveligt er dybt skuffet over sin brors udmeldinger i Oprah Winfreys talkshow.
De to brødre har hidtil haft et tæt forhold, og prins Harry har blandt andet været meget engageret i "Heads Together"-kampagnen, der fokuserer på mentalt helbred, sammen med prins William og hertuginde Catherine.
Se billederne af nogle af prins Harry og prins Williams tætte øjeblikke gennem årene i galleriet ovenfor.