Ny Diana-film: Det siger anmelderne
Filmen "Spencer" om prinsesse Diana og hendes juleferie i 1991 er blevet vist på filmfestivalen i Venedig, og anmelderne er for det meste begejstrede.
Det skriver BBC.
Hvis man spørger avisen Telegraphs anmelder, der giver filmen fem stjerner, kan der endda være tale om en nominering til en af de mange prestigefulde filmpriser til Kristen Stewart for hendes præstation som ulykkelig prinsesse på juleferie med kongefamilien på Sandringham.
Filmmediet Deadline beskriver blandt andet Stewarts præstation som "fascinerende" og "indfanger på smukkeste vis essensen af, hvem hun (Diana, red.) var".
Avisen Guardian giver også fem stjerner og mener, at instruktøren Pablo Larrain har gjort et fremragende stykke arbejde med filmen.
Til gengæld mener The Times' anmelder, at "Spencer" kun skal have to stjerner, og at filmen er en "irriterende blandet" omgang.
"Spencer" bliver også vist på filmfestivalen i Toronto senere på måneden, mens den står til at få biografpremiere den 5. november.