Premierminister forsvarer hertuginde Catherine
Den gravide hertuginde Catherine får lige nu ikke kun omtale på grund af sin voksende mave, men også på grund af den britiske forfatter Hilary Mantel, der blandt andet kalder hende "en mannequin-dukke uden personlighed, der kun defineres gennem det tøj, hun har på".
Det har nu fået både royale fans og selveste premierminister David Cameron til at tage afstand fra den prisvindende forfatters udtalelser.
Det skriver avisen The Independent.
- Hun skriver glimrende bøger, men det, hun har sagt om hertuginde Catherine, er fuldstændig misforstået og forkert, siger den britiske premierminister, der mener, at hertuginden er en fantastisk ambassadør for Storbritannien.
Hilary Mantels ord om hertuginde Catherine faldt under en forelæsning, forfatteren holdt på British Museum i London, hvor hun talte om kvinderne i det britiske kongehus gennem århundreder.
Forsvarerer for Hilary Mantel mener, at kritikken af hertuginden er taget ud af kontekst, og at man burde vurdere den ud fra forelæsningen i sin helhed.
Ifølge The Independent vides det ikke, om David Cameron har læst hele forelæsningsteksten, inden han udtalte sig.