Prins Charles’ breve til regeringen skal offentliggøres
Efter en kampagne fra den britiske avis The Guardian er det nu blevet afgjort ved højesteret i Storbritannien, at en række breve skrevet af prins Charles til den engelske regering kan offentliggøres.
Avisen har forsøgt at få offentliggjort håndskrevne breve fra prinsen stilet til forskellige ministre i Tony Blairs daværende regering imellem 2004-2005, men det blev i første omgang forhindret ved en afgørelse tilbage i 2012.
Fra hoffets side bliver det nu beklaget, at princippet om privatlivets fred ikke længere kan opretholdes ifølge BBC.
David Cameron beklager afgørelsen
Normalt er europæiske kongelige hævet over partipolitik, og de udtaler sig ikke om eller giver udtryk for politiske holdninger.
Derfor er det også forud for afgørelsen blevet debatteret, hvorvidt prinsen kan holde sit politiske standpunkt neutralt efter offentliggørelsen.
Samtidig kalder den engelske premierminister David Cameron dommen for ”skuffende”, og nu vil regeringen overveje, hvordan dokumenterne kan blive offentliggjort mest hensigtsmæssigt.
Der er afsat 30 dage til at offentliggøre de 27 breve, der er godkendt til offentliggørelse.