Prins Charles: Dette bekymrer mig især ved corona-krisen
Prins Charles og hertuginde Camilla har under corona-krisen sympatiseret med de mange mennesker og forretninger, der lider under den smitsomme virus’ indvirken på dagligdagen.
På det royale pars Instagramprofil, Clarence House, sender prins Charles den britiske osteindustri kærlige tanker i denne strenge tid.
- En ting, der uden tvivl bringer mange af os stor trøst, er god mad. Det er derfor dybt bekymrende at høre, at denne krise risikerer at ødelægge en af de mest vidunderlige glæder i livet – britisk ost! Lyder det fra prins Charles i opslaget på Instagram.
Alle kan yde vigtigt bidrag
Den 71-årige prins Charles har siden 1993 været protektor for Specialist Cheesemakers Association, der er en forening for de britiske oste-fabrikanter, og han ønsker derfor naturligvis også, at den britiske osteindustri overlever krisen.
- Britiske ostemagere har brug for vores støtte i denne tid, hvor der er stor usikkerhed, og vi kan alle hjælpe på de mest simple måder. Ved at købe britisk ost fra de lokale butikker, ostemagere og direkte fra producenterne online, kan du yde et vigtigt bidrag til at holde disse små virksomheder flydende under den aktuelle krise, siger prins Charles i opslaget.