Prins William og prins Harry vil opføre statue af mor
Prins William, 34, og prins Harry, 32, har planer om at opføre en statue af deres mor, prinsesse Diana.
Det sker i forbindelse med 20-året for hendes død, og de to prinser, der mistede deres mor i 1997, håber, at statuen vil afspejle hendes liv og eftermæle.
- Det er 20 år siden vores mors død, og tiden er inde til at anerkende hendes positive indflydelse, siger prins William og prins Harry.
Statuen af prinsesse Diana skal opføres i haven
Sønnerne understreger, at deres mor både har gjort sig gældende i sit hjemland og rundt om i verden, og at hun derfor fortjener et monument.
LÆS MERE: Frisøren afslører: Derfor fik prinsesse Diana kort hår
Ifølge BBC vil skulpturen blive opført i haven ved Kensington Palace, og den vil blive den første statue til prinsessens ære.
Prinserne lægger vægt på, at deres mor har berørt manges liv, og at de håber, statuen vil få besøgende i Kensington Palace til at mindes hende.
Komité skal rejse penge
Hvordan statuen skal designes, er endnu ikke blevet afsløret, ligesom der ikke er blevet valgt en skulptør. Men det er altså meningen, at statuen skal placeres få meter fra der, hvor hun og prins Charles boede.
Der er desuden nedsat en komité, der skal rejse penge til projektet, og det bliver altså de to prinsers måde at markere deres mors eftermæle på.