Prinsesse Beatrice om svær tid: Følte ikke jeg var god nok
I et nyt interview fortæller prins Andrew og hertuginde Sarah Fergusons ældste datter om de store udfordringer, hun havde, da hun var lille.
31-årige prinsesse Beatrice er ordblind, og det gjorde skolegangen vanskelig. Det siger prinsessen ifølge Hello Magazine.
Ikke som de andre
Prinsesse Beatrice fortæller i et interview med velgørenhedsorganisationen Made By Dyslexia (Lavet af ordblindhed), at det var udfordrende for hende at gå i skole, selv om skolen støttede og hjalp hende i forbindelse med hendes ordblindhed.
I hendes klasse fik eleverne farvede bøger, der fortalte, hvor gode de var til at læse. Prinsesse Beatrice siger i interviewet, at hun altid havde de hvide bøger.
- Mine bedste venner havde altid de gule eller grønne bøger, og de var så langt forud. Jeg tror, at de små øjeblikke af tvivl springer ind i dit hoved: ”Jeg er ikke god nok, jeg er ikke klog nok, hvorfor er jeg ikke som de andre?”, siger prinsesse Beatrice i interviewet.
Andre royale ordblinde
Prinsesse Beatrice er ikke den eneste kongelige, der åbner op om sin ordblindhed.
I Sverige har både kronprinsesse Victoria og prins Carl Philip fortalt om deres vanskeligheder med sproget.