Så smuk var Elizabeth og Philips sidste bryllupsdag sammen
I disse dage sørger dronning Elizabeth, 94, over tabet af sin elskede mand prins Philip, der sov stille ind på Windsor Castle fredag morgen.
Den 20. november 1947 sagde dronning Elizabeth og prins Philip ja til hinanden i Westminster Abbey.
Elizabeth og Philip sammen på stor dag
73-års bryllupsdagen kunne dronning Elizabeth, 94, og prins Philip, 99, fejre fredag den 20. november sidste år.
Det blev en smuk dag i tosomhed.
Normalt ville det være en dag med anledning til at invitere børn, børnebørn og oldebørn forbi til en god frokost eller middag, men på grund af corona-situationen og de strenge restriktioner i England, måtte dronning Elizabeth og prins Philip fejre dagen alene med personalet på Windsor Castle.
Rørende billede på bryllupsdagen
I anledning af dronning Elizabeth og prins Philips 73-års bryllupsdag udsendte kongehuset et nyt og helt unikt billede.
På billedet sidder Elizabeth og Philip sammen i en sofa og kigger på lykønskningskort med varme hilsner fra deres oldebørn.
Seancen er blevet foreviget af fotograf Chris Jackson, som kort mødte dronningen og prins Philip i Oak Room på Windsor Castle.
Her var stemningen afslappet, og regentparret nød hinandens selskab på den store dag, som altså blev deres sidste bryllupsdag sammen.
Elizabeth bar særlig broche
På billedet valgte dronning Elizabeth at bære en broche, som hun ifølge Daily Mail også bar på parrets bryllupsrejse i november 1947, og som derfor uden tvivl minder hende om den første tid med sit livs store kærlighed prins Philip.
Der er tale om dronningens krysantemum-broche, som ifølge The Court Jeweller består af safirer og diamanter i platin.