Sådan gik Meghans første private møde med dronningen
Den nye bog om Harry og Meghan, "Finding Freedom" af Omid Scobie og Carolyn Durand, kan blandt andet berette om Meghans første møde med dronning Elizabeth.
Det skriver Hello Magazine.
Meghan var naturligvis lidt nervøs forud for mødet, men det havde hun heldigvis ikke behøvet at være.
Harry og Meghan blev kørt fra Kensington Palace til Buckingham Palace, hvor de tog elevatoren op til den private indgang til dronningens bolig.
Sammen med monarken var også hendes to hunde Vulcan og Candy, og de bød den nye gæst varmt velkommen.
"Mens hundene lå ved hendes fødder og logrede med halen, blev Meghan også beroliget af dronningen, der var lige så varm og elskelig, som Harry havde fortalt hende, at hans farmor ville være. Samtalen flød naturligt, indtil Meghan var nødt til at tage afsted igen," står der blandt andet i bogen.
Harry og Meghans talsperson har tidligere meddelt, at parret ikke har medvirket ved tilblivelsen af "Finding Freedom".