Støtter Williams sag: Hertuginde Kate lyste op i håbets farve
Hertuginde Kate havde valgt håbets farve, grøn, da hun sammen med sin mand, prins William, deltog i et arrangement i forbindelse med Generation Earthshot-projektet.
Og håb er netop det, prins William har og vil skabe med sit projekt, Earthshot, der skal bidrage til at finde løsninger, der kan redde og forbedre planeten og klimaet.
I den forbindelse har prinsen og folkene bag projektet også lanceret Generation Earthshot, der er et undervisningsinitiativ, der skal inspirerer kommende generationer til at udtænke løsninger på de klima- og ressourcemæssige udfordringer vores planet står overfor.
I Kew Gardens i London mødtes hertuginde Kate og prins William med elever fra Heartlands School i Hounslow for at støtte projektet og høre mere om elevernes tanker og idéer.
- Tak til eleverne fra Heartland School i London for at dele jeres fantastiske idéer til, hvordan vi kan arbejde sammen for at redde og reparerer vores planet, har prins William efterfølgende skrevet på instagram, hvor han fortsætter:
- Sammen skabte vi flere end 120 innovative, sjove, vilde og i sandhed fantasifulde idéer som en del af Generation Earthshot. Det var en fornøjelse at opfinde og dele dem sammen.
Hertuginde Kate havde til besøget valgt en grøn, kortærmet strikbluse fra Zara og dertil en frakke i en anden grøn nuance fra britiske Erdem.
Både hertuginden og prins William vil være blandt de mange deltagere ved det stort anlagte Earthshot Prize-prisuddeling, der finder sted søndag aften i London.
Prins William skal efter planen byde velkommen, mens hertuginde Kate skal uddele en af aftenens fem priser.