TILLYKKE: Prinsesse Eugenie fylder rundt
I dag kan prinsesse Eugenie fejre sin 30-års fødselsdag, men på grund af de mange restriktioner som følge af corona-udbruddet bliver det næppe den fødselsdag, hun havde planlagt.
Forældrene, prins Andrew og hertuginde Sarah Ferguson og bedsteforældrene, dronning Elizabeth og prins Philip, kan desværre ikke mødes med prinsessen og lykønske hende.
Selv om familie og venner må fejre prinsesse Eugenie via telefon- og videookald, så kan prinsessen dog glæde sig over, at hun - med al sandsynlighed - har selskab af ægtemanden Jack Brooksbank i disse karantænetider.
Parret blev gift ved et storslået bryllup den 12. oktober 2018, og de bor i Ivy Cottage på Kensington Palace's område i London.
Herfra har prinsesse Eugenie ifølge Good Housekeeping kun omkring tre kilometer til sit arbejde i kunstgalleriet Hauser & Wirth. Dog kan det tænkes, at hun enten holder fri i anledning af fødselsdagen eller arbejder hjemmefra ligesom mange andre i hele verden.
Ud over sit dagligdags arbejde i galleriet er prinsesse Eugenie også involveret i forskelligt velgørenhedsarbejde i kraft af sin kongelige status, og i disse dage bruger prinsessen også sin gennemslagskraft på sociale medier - hun har eksempelvis 1 million følgere på Instagram - til at hylde alle de, der gør et fantastisk arbejde med at hindre spredning af corona-virus.
Vi fejrer prinsesse Eugenies runde fødselsdag med en samling billeder fra prinsessens liv - se dem i galleriet ovenfor.