6. mar. 2021
Af af Jon Bloch Skipper og Malan Joensen
Vidste du det? Sådan er Kate uddannet
Hertuginde Catherine.
Arkivfoto: MEGA
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.
Kære kongelige brevkasse! Hvordan er hertuginde Kate uddannet? På forhånd tak Gadegaard Kære Gadegaard! Hertuginden af Cambridge har en kandidatgrad i kunsthistorie fra University of St Andrews. Det var i øvrigt der, hun mødte sin mand, der også har en kandidatgrad fra det hæderkronede skotske universitet. Før Kate kom på universitetet, havde hun gået på det prestigefyldte Marlborough College i Wiltshire i England samt på kostskolen Downe House School og privatskolen St Andrew's School, der begge ligger i Berkshire. Hun var, så vidt jeg ved, en dygtig skoleelev og studerende, der altid fik gode karakterer – ikke mindst i matematik, billedkunst og engelsk. Hun forlod University of St Andrews med karakteren 2:1 (Upper Second-Class Honour), som er den næsthøjeste i det britiske uddannelsessystem. Venlige hilsner Jon Bloch Skipper Har du et spørgsmål af royal karakter, som du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad. Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".