Vidste du? Historien om Hertuginde Catherines forlovelsesring
Storbritanniens prins William smilede fra øre til øre, da han den 16. november 2010 officielt kunne præsentere sin forlovede, den smukke Kate Middleton.
Det unge par – de var begge 28 ved forlovelsen – mødte hinanden i 2001, hvor de begge skulle læse på St. Andrew’s University i Skotland. De startede som venner, men kærligheden begyndte at blomstre.
Prins William havde friet til sin elskede Kate i Kenya nogle uger forinden, og det var faktisk hans far, prins Charles, der havde foreslået, at det skulle ske med netop den pompøse blå ring.
Ringen havde prins Charles selv brugt som forlovelsesring i 1981, da han friede til Diana Spencer, som senere blev prinsesse Diana.
Den kun 19-årige Diana blev præsenteret som prins Charles’ forlovede den 24. februar 1981, og de blev gift den 29. juli samme år. Hun bar en blå kjole ved den officielle forlovelses-præsentation, som stod så fint til ringens klare, blå farve.
Da prins William præsenterede sin forlovede Kate Middleton den 16. november 2010, bar Kate ligeledes en blå kjole til det officielle arrangement.
Den pompøse forlovelsesring består af en stor oval Ceylon-safir på 12 karat omgivet af 14 facet-slebne diamanter, hvor selve ringen er af hvidguld. Den er fra smykkefirmaet House of Garrard, og den må siges at være en af verdens mest berømte forlovelsesringe.
Prins William og Kate Middleton blev gift den 29. april 2011, og Kate blev hertuginde af Cambridge.