26. nov. 2011
Af Jon Bloch Skipper

Er mænd og kvinder ligestillet i arvefølgen til den britiske trone?

Dronning Elizabeth
Dronning Elizabeth
Foto: AOP
Er mænd og kvinder ligestillet i arvefølgen til den britiske trone? Med venlig hilsen Lisbeth Knudsen

Kære Lisbeth Knudsen!

I Storbritannien er der såkaldt "kognatisk arvefølge", hvilket betyder, at både mænd og kvinder kan arve tronen. Mænd går dog forud for kvinder. Sådan var det også i Danmark frem til ændringen af Tronfølgeloven i 2009, hvor der blev indført lige arveret til tronen.

Dronning Elizabeth overtog rollen som regent som ældste datter af George VI, der døde i 1952. Havde hun haft en lillebror i stedet for en lillesøster, var han blevet konge. Elizabeth II's ældste søn, prins Charles, er tronfølger og arver tronen, når hun går bort. Nummer tre i den britiske arvefølge er prins William. Får han og hustruen, hertuginde Catherine, døtre, men ingen sønner, bliver den ældste datter Storbritanniens næste kvindelige regent.

Venligst
Jon Bloch Skipper

Mere om: