Den græske kongefamilie: Hedder det prins til eller prins af Danmark?
Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Kære kongelige brevkasse
Normalt er man prins til Danmark, når man er arveberettiget. Ellers er man prins af Danmark. Kong Konstantin var f.eks. prins af Danmark efter den gamle ordning, selv om han var konge af Grækenland. Men når man så kigger efter på de gamle gravsten i Grækenland, bliver man forvirret. Her bruges prins til Danmark.
Med venlig hilsen
Niels H.
Kære Niels H.
Tak for din henvendelse og billedet fra den royale begravelsesplads ved slottet Tatoi ca. 25 km nord for Athen, som viser prins Nikolaos' grav. Han var søn af den danske prins Vilhelm, som blev Grækenlands konge i 1863 under navnet Georg 1. Da Vilhelm, der var søn af Christian 9., blev valgt til græsk monark, accepterede han, at hans lillebror, prins Valdemar, og lillebrorens efterkommere gik forud for ham selv og hans efterkommere i arvefølgen til Danmarks trone, men han beholdt sin danske arveret og prinsetitel. Derfor indgik Georg 1. af Grækenland og hans direkte mandlige efterkommere på sværdsiden i arvefølgen og var altså prinser til Danmark indtil den 27. marts 1953. Her trådte en ny tronfølgelov i kraft, hvor tronen ikke længere blev nedarvet indenfor Christian 9.s og dronning Louises, men Christian 10.s og dronning Alexandrines efterslægt. Fra og med den dag var de græske prinser ikke længere prinser til, men prinser af Danmark – og derfor står der altså "prins til Danmark" på Nikolaos' grav, da han døde før 1953, nærmere bestemt i 1938, mens der på kong Konstantin 2. af Grækenlands gravsten ved Tatoi står "prins af Danmark". Dog bør det nævnes, at Konstantin var prins til Danmark i de første ca. 13 år af sit liv.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper
Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.
Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".