28. nov. 2024
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Den græske kongefamilie: Hvad lever dronning Anne-Maries børn af?

Dronning Anne-Marie og kronprins Pavlos.
Dronning Anne-Marie og kronprins Pavlos.
Foto: MEGA
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Jeg har et spørgsmål angående det græske kongehus. Hvad lever de forskellige prinsesser og prinser af? De får vel ikke apanage ligesom i det danske kongehus?
Med venlig hilsen
O. Christensen

Kære O. Christensen
Der har ikke været økonomiske bånd mellem den græske stat og den græske kongefamilie siden monarkiets afskaffelse. Derfor har det tidligere kongepars børn været nødt til at tjene deres egne penge. Prinsesse Alexia har taget flere uddannelser, herunder i historie og pædagogik. Hun har arbejdet som lærer, men har siden specialiseret sig i arbejdet med udviklingshæmmede børn. Kronprins Pavlos har både en militæruddannelse og en akademisk uddannelse med fokus på udenrigspolitik og økonomi. Han arbejdede i en kort periode for et amerikansk skibsmæglerselskab, men har ellers ikke haft behov for at arbejde siden 1995, da hans hustru er formuende. I mere end 20 år har han ikke desto mindre arbejdet i kapitalfonden Ortelius Capital, som han var med til at stifte i 2002. Prins Nikolaos har som sin storebror en officersuddannelse, men har også taget en længevarende akademisk uddannelse. Han har bl.a. arbejdet med tv-produktion, finansiering, administration og velgørenhed, men arbejder nu som fotograf. Prinsesse Theodora har taget en akademisk uddannelse inden for humaniora, herunder teatervidenskab. I 2010 flyttede hun til USA for at forfølge en karriere som skuespiller. Prins Philippos har en længerevarende uddannelse inden for bl.a. internationale relationer og økonomi og har bl.a. arbejdet for FN's PR-afdeling og investeringsselskabet EIM Management. Aktuelt arbejder han som analytiker i sin storebrors kapitalfond i New York.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper

Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: