KONGELIG FORLOVELSE: Rundt om prinsesse Theodora
Kong Konstantins officielle kontor har meddelt, at hans og dronning Anne-Maries yngste datter, prinsesse Theodora, skal giftes med sin udkårne Matthew Kumar, som hun har været kæreste med i knap to år.
BILLED-BLADET har kigget lidt nærmere på prinsesse Theodoras opvækst, liv og interesser.
- Prinsesse Theodora af Grækenland og Danmark blev født den 9. juni 1983 på St. Mary's Hospital i London. Samme sted som også den britiske kongefamilie har benyttet sig af - senest kom prins William og hertuginde Catherines tre børn til verden her.
- Prinsesse Theodora er det fjerde af kong Konstantin og dronning Anne-Maries fem børn, der udover prinsesse Theodora tæller prinsesse Alexia, 53, kronprins Pavlos, 51, prins Nikolaos, 49, og lillebror prins Philippos, 32.
Mere om prinsesssen
- Spanske kong Felipe er ligesom kronprins Frederik og prins Joachim fætre til prinsesse Theodora, og dronning Margrethe er hendes moster.
- Prinsesse Theodora er tæt knyttet til den danske kongefamilie og har ofte været med til de store familiefester. Senest var hun gæst ved kronprins Frederiks 50-års fejring på Christiansborg Slot i maj.
- Prinsesse Theodora voksede op i England og har både gået i skole i England, Australien og USA, hvor hun blandt andet læste drama på Brown University. Hun har en bachelor i teatervidenskab.
Med i Glamour
- I april 2010 flyttede prinsesse Theodora til Los Angeles for at gøre karriere som skuespiller under navnet Theodora Greece.
- TV-debuten fik prinsesse Theodora som sekretæren Alison Montgomery i den populære serie The Bold and the Beautiful, i Danmark kendt som Glamour, den 5. december 2011.
- Derudover har prinsesse Theodora spillet teater og haft flere små filmroller.