Kronprins Pavlos: Derfor er kong Konstantin ikke med til dronning Elizabeths begravelse
Mandag formiddag den 19. september blev dronning Elizabeth begravet ved en statsbegravelse i Westminster Abbey. Senere var der andagt i St. George’s Chapel ved Windsor Slot.
Der var kongelig deltagelse ved begravelsen, og fra det danske kongehus kom dronning Margrethe og kronprins Frederik.
Dronning Margrethes lillesøster prinsesse Anne-Marie deltog også, da hun sammen med sin mand, kong Konstantin, havde et nært bånd til dronning Elizabeth og prins Philip.
Prins Philip var græskfødt og fætter til kong Konstantins far, kong Paul. Sammen med dronning Elizabeth tog han sig af det græske kongepar, kong Konstantin og dronning Anne-Marie, da de levede i eksil i først Rom og derefter London.
Kong Konstantin udsendte en rørende meddelelse efter nyheden om dronning Elizabeths død. Læs den i linket herunder.
Desværre var kong Konstantin ikke selv med til begravelsen, hvor hans hustru, dronning Anne-Marie og ældste søn, kronprins Pavlos, og svigerdatteren Marie-Chantal var med.
Kronprins Pavlos har i et interview med BBC fortalt, at hans far, kong Konstantin, er for svag til at rejse. Det skriver Daily Mail.
Kong Konstantin, der til daglig bor med dronning Anne-Marie i Athen, har i flere år offentligt benyttet en kørestol. Han har de seneste år døjet med dårligt helbred, der bl.a. har krævet indlæggelse.