Må dronning Anne-Marie sælge det særlige bryllupsdiadem?
Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Kære kongelige brevkasse
Efter dronning Ingrids død arvede eksdronning Anne-Marie Cartier-diademet. Når hun går bort, kunne man jo bedst forestille sig, at et af hendes børn arvede det. Når jeg tænker tilbage på den dyrebare og historiske arv, som de tidligere Rosenborg-komtesser modtog efter hhv. deres afdøde forældre og faster med bl.a. diademer af stor historisk værdi, som de valgte at sælge på auktion, så tænker jeg med vemod på, om de græske prinser eller prinsesser kunne finde på at sælge Cartier-diademet? Kunne man forestille sig, at dronning Ingrid havde sat en klausul på diademet, så det ikke måtte sælges? Jeg undres også over, at hun ikke lod diademet overgå til Det Danske Kongehus' Løsørefideikommis.
Med venlig hilsen
Anne Foldager Hansen
Kære Anne Foldager Hansen
Cartier-diademet kaldes også bryllupsdiademet, fordi både dronning Margrethe, prinsesse Benedikte, dronning Anne-Marie samt prinsessens og dronning Anne-Maries døtre har båret det til deres bryllupper. Dronning Ingrid arvede smykket fra sin mor, den britiskfødte kronprinsesse Margareta af Sverige, der havde fået det af khediven af Egypten i forbindelse med sit bryllup med Sveriges kronprins Gustav Adolf i 1905. Hun bar det dog ikke til selve vielsen i St. George's Chapel på Windsor Castle. Det smukke, kostbare og historiske diamantdiadem er i dag i dronning Anne-Maries privateje, fordi hun som nævnt arvede det ved sin mors død i 2000. Jeg har ikke læst eller hørt, at der fulgte særlige betingelser med smykket. Dronning Ingrid kunne vel nok have overtalt sin mand, Frederik 9., til at indlemme diademet i Det Danske Kongehus’ Løsørefideikommis, der er en slags familiefond, som består af den til enhver tid siddende monarks samling af uafhændelige værdigenstande (og andre løsøre), men det skete altså ikke. Var det sket, kunne det ikke gives eller testamenteres bort, endsige sælges. Det er med andre ord dronning Anne-Marie, der bestemmer, hvad der skal ske med Cartier-diademet i fremtiden. Jeg kan ikke forestille mig, at hun eller hendes efterkommere kan finde på at sælge det, for det er uden sammenligning det mest betydningsfulde bryllupssmykke i den glücksborgske slægt. Dronning Anne-Marie er meget glad for det og anvender det ofte, ligesom hun gerne låner det ud til sine døtre og niecer. I galleriet nedenfor ses hun med diademet til kong Carl 16. Gustafs 50-års regeringsjubilæum i Stockholm i september.
Bedste hilsner
Jon Bloch Skipper
Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.
Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".