Midt i familiens store glæder: Dronning Anne-Maries yngste datter fylder rundt
Der er fest og fejring i luften i dronning Anne-Maries familie for tiden.
I maj blev barnebarnet Achileas Andreas, søn af kronprins Pavlos og kronprinsesse Marie-Chantal, dimittend fra New York University, hvor han har læst på Gallatin School of Individualized Study.
Forleden var det hans lillebror Odysseas Kimon, der blev færdig med high school, og han skal til september også begynde på New York University.
Men den 9. juni er det dronning Anne-Maries yngste datter, prinsesse Theodora, der er i centrum.
På denne dato fylder Theodora 40 år.
Prinsesse Theodora er gået en anden vej end sine søskende og har kastet sig ud i skuespillet. Hun bor i Los Angeles, hvor hun går under navnet ”Theodora Greece”.
Dagens fødselar har bl.a. medvirket i den kendte tv-serie ”Glamour”, hvor hun havde rollen som Alison Montgomery. Hun var med i 88 episoder.
Prinsesse Theodora har i flere år været forlovet med amerikanskfødte Matthew Kumar.
Dronning Anne-Marie er dronning Margrethes yngste lillesøster. Hun blev gift med græske kong Konstantin i 1964. Han døde den 10. januar i år.
De fik sammen børnene prinsesse Alexia, kronprins Pavlos, prins Nikolaos, prinsesse Theodora og prins Philippos.