Pressemeddelelse fra kongefamilie: Har særligt ønske efter prins Michaels død
Prins Michael af Grækenland og Danmark er død. Han blev 85 år gammel.
Den græske kongefamilie har efter dødsfaldet udsendt en pressemeddelelse om begravelsen, som holdes torsdag den 1. august kl. 12.00 i Orthodox Church of Saint Theodores i Athen.
Efterfølgende stedes prinsen til hvile ved familieslottet Tatoi, hvor også kong Konstantin, som døde i 2023, er begravet.
I pressemeddelelsen oplyses det, at familien ikke ønsker blomster til begravelsen.
I stedet ønskes det, at eventuelle donationer skal sendes til ELIZA Society for the Prevention of Cruelty to Children.
Det er en organisation, som arbejder mod vold mod børn. Det er i øvrigt prins Michaels hustru, Marina Karella, der er æresmedlem og præsident i organisationen.
Prins Michael var en anerkendt historiker og forfatter. Derudover forgrenede hans familierødder sig ud i forskellige europæiske kongehuse.
Prinsen var det sidste nulevende oldebarn af kong Christian 9., hvis søn prins Vilhelm i 1863 blev kong Georg 1. af Grækenland. Prins Michael er derfor beslægtet med danske dronning Margrethe, ligesom han er tættere relateret til dronningens afdøde svoger, kong Konstantin, hvis far var fætter til prinsen.