Prinsesse Tatiana med appel efter sin brors forsvinden: Det kan gøre en forskel
Attilio Brillembourg, der er stedbror til prinsesse Tatiana, har været forsvundet i mere end 10 dage.
Den 53-årige Attilio Brillembourg blev sidst set den 18. maj i Malibu Californien, og ifølge flere udenlandske medier, melder politiet i Los Angeles, at der bestemt er grund til bekymring.
Prinsesse Tatiana har i en Instagramstory skrevet om det mareridt, familien går igennem, og hun beder om hjælp til at finde Attilio.
”For 10 dage siden forsvandt min bror, vores bror, Atti.
Jeg vil gerne udtrykke min dybeste taknemmelighed for de overvældende mange beskeder med kærlighed og støtte & til alle dem, der har ledt efter ham dag og nat.
Det betyder alverden for os, mens vi fortsætter vores søgen efter vores bror, som sidst blev set i Malibu, Californien.
Jeres tanker og bønner har været en kilde til styrke i vores familie.
Vi beder om jeres fortsatte støtte. Enhver information, I må have, uanset hvor lille, kan gøre en forskel.
Af hjertet tak”, skriver prinsesse Tatiana i en story på Instagram.
Attilio Brillembourgs far, der også hedder Attilio Brillembourg, danner par med prinsesse Tatianas mor, Marie Blanche Bierlein.
Prinsesse Tatiana blev i 2010 gift med dronning Anne-Marie og kong Konstantins søn prins Nikolaos.
I april blev det meldt ud, at prinsesse Tatiana og prins Nikolaos skulle skilles.