Smukke kranse ved prins Michaels begravelse: Silkebåndene afslører de kongelige afsendere
Store flotte liljer, brudeslørets bittesmå blomster og hvide roser paraderede i kranse ved kirken, da familie og venner sagde et sidste farvel til prins Michael.
Prinsen af Grækenland og Danmark gik bort den 28. juli, 85 år gammel. Og torsdag blev han begravet fra Orthodox Church of Saint Theodores i Athen.
Her var der ingen tvivl om, at prinsen havde en særstatus i de europæiske kongehuse, og flere kongelige havde sendt en sidste hilsen i form af de føromtalte kranse.
Kransenes silkebånd afslørede de kongelige afsendere, og billeder fra begravelsen viser, at der var blomster fra blandt andre Hollands kong Willem-Alexander, dronning Maxima og prinsesse Beatrix samt fyrsteparret i Monaco, Albert og Charlene.
Se kransene i galleriet her:
Kongelige kranse til prins Michaels begravelse
Udover de kongelige kranse var der også personligt fremmøde fra den græske kongefamilie med dronning Anne-Marie i front.
Hun var i selskab med sine fem børn prinsesse Alexia, kronprins Pavlos, prins Nikolaos, prins Philippos og prinsesse Theodora samt svigerdatteren kronprinsesse Marie-Chantal. Ligesom Anne-Maries svigerinder, Spaniens tidligere dronning Sofia og prinsesse Irene, også var til stede.