Grevinde Anne Dorte af Rosenborgs råd til Mary og Frederik
Hun anede ikke, at der var to før otte dage inden fødslen, og så kan det nok være, grev Christian, der var "helt ude af jaketten" efter den nyhed, fik travlt med at skaffe en ekstra seng samt få byttet den indkøbte barnevogn til en tvillingevogn.
- Min graviditet var ganske normal. Jeg tog højst 15 kilo på, og dem tabte jeg lynhurtigt bagefter, fortæller Anne Dorte, der var 25 år, da hun fik tvillingerne. De blev født med fem minutters mellemrum, og Josephine kom først. Hun vejede 1600 gram, Camilla 2000. Da Anne Dorte blev udskrevet, fik hun Camilla med hjem, mens Josephine blev på hospitalet en uge.
- Det, synes jeg, var en stor fordel, siger Anne Dorte, der ikke havde mælk nok til at amme tvillinger, så begge piger er "flaskebørn".
De to "komtusser", som tvillingerne blev kaldt, er greveparrets førstefødte, men derfor synes Anne Dorte alligevel, at det bedste råd, hun kan give kronprinsesse Mary, er ikke at glemme sine store børn.
- Selvfølgelig skal kronprinsparret nyde deres tvillinge-babyer, men det er dobbelt så vigtigt, at Christian og Isabella også får deres opmærksomhed. Og kommer der gæster på barselsvisit, så skal de også lige huske at hilse på de to store først, siger grevinde Anne Dorte.