15. jun. 2023
Af Christinna Braun

Harald og Sonja i Danmark: Derfor bærer kongebesøget en ekstra lettelse med sig

Kong Harald, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary. 
Kong Harald, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
Foto: Hanne Juul
Norges kong Harald og dronning Sonja er på officielt besøg i Danmark.

Dronning Margrethe kunne torsdag formiddag byde hjerteligt velkommen til det norske kongepar, kong Harald og dronning Sonja, som ikke kun er den danske majestæts ”kollegaer”, men også personlige venner.

Kong Harald, 86, og dronning Sonja, 85, ankom til Nordre Toldbod med Kongeskibet Norge og tog dermed hul på to dages officielt besøg til Danmark.

Ifølge BILLED-BLADETs hofreporter og kongehusekspert Marianne Singer er det en stor glæde – og også lettelse – at det norske kongepar nu er landet i Danmark.

For bare en måned siden var den 86-årige kong Harald indlagt i en lille uge på Rikshospitalet i Oslo, hvor han modtog behandling for en infektion, og de seneste par år har kongen været en del på sygehuset.

- Man kunne godt have frygtet, at kong Harald ikke havde mulighed for at komme til Danmark, fordi han måske igen ville blive ramt af en infektion, forkølelse eller noget i den retning, fordi han har været indlagt en del gange siden 2021.

- På grund af de mange indlæggelser, der har været de seneste år, var der en lille frygt for, at han ikke havde mulighed for at rejse. Så det er en stor lettelse og glæde, at de nu er i Danmark, lyder det fra Marianne Singer.

Kong Harald og dronning Sonjas besøg i Danmark begyndte dog lidt mere dramatisk, end det var planlagt.

Da det norske kongepar ankom til Nordre Toldbod, snublede kong Harald over et trin, men han var hurtigt på benene igen.

Kong Harald har gået med krykker, siden han i 2021 blev knæopereret.

- Hans krop er jo præget af alderen, og det var selvfølgelig en lille forskrækkelse, da kongen faldt. Det kunne jo nemt være gået galt, men det gjorde det heldigvis ikke, fortæller Marianne Singer.

Da kong Harald havde fundet fodfæstet igen, hilste han på dronning Margrethe, og her var Harald – som sædvanligt – klar med en kæk kommentar.

”I næsegrus beundring for dronningen,” lød det fra kong Harald, og dronning Margrethe svarede ”Forvent ikke det samme af mig.”

- Selvom hans krop er blevet mere skrøbelig, vidner kong Haralds kommentar jo om, at han stadig er helt skarp i hjernen, siger BILLED-BLADETs hofreporter og kongehusekspert Marianne Singer med et smil.

Kong Harald og dronning Sonja får også stor glæde af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary under besøget.

Læs mere om det i linket herunder.

Herunder ses kong Haralds sygdomshistorik de seneste år.

2023

Kort før påske: Gennemgik et mindre indgreb, hvor han fik fjernet et modermærke på højre kind.

8.-15. maj: Indlagt en lille uge på grund af en infektion, der skulle behandles med antibiotika på Rikshospitalet i Oslo.

2022

28. januar: Sygemeldt nogle dage på grund af forkølelsessymptomer

22. marts: Påvist corona og sygemeldt nogle dage med lettere symptomer

4.-8. august: Indlagt på Rikshospitalet med feber og behandlet med antibiotika

25. november: Sygemeldt med forkølelsessymptomer

19.-21. december: Indlagt på Rikshospitalet med infektion og behandlet med antibiotika

2021

28. januar: Sygemeldt på grund af smerter i benet

29. januar: Indlagt til operation for skadet sene over højre knæ. Sygemeldingen varede i første omgang til og med den 14. februar, men blev senere forlænget til og med den 11. april

2020:

9. oktober: Indlagt til hjerteklapoperation

Læs mere om: