Blæsende ankomst til Caribien: Dronning Maxima og prinsesse Amalia kæmpede med lokkerne
Det var overraskende blæsende, da kong Willem-Alexander, dronning Maxima og deres 19-årige datter, prinsesse Amalia, fredag ankom til Bonaire International Airport beliggende nær Kralendijk på øen Bonaire i det caribiske Holland.
Nu venter der den kongelige trio et spændende to uger langt ophold, som samtidig er prinsesse Amalias første officielle udlandstur.
Se de herlige billeder af det hollandske kongepar og deres datter ved ankomsten i lufthavnen øverst i artiklen
Rundt på øerne
De hollandske kongelige besøger den del af Caribien, der udgør Kongeriget Nederlandene indtil den 9. februar og kommer undervejs både til Aruba, Curaçao og Sint Maarten samt øerne Bonaire, Sint Eustatius og Saba.
Der vil på turen være fokus på klima, naturbeskyttelse, fortidens slaveri og kultur.
Samme slags rejse
Willem-Alexander foretog samme tur i 1987 som 18-årig, da han stadig var prins.
Det gjorde han sammen med sine forældre, daværende dronning Beatrix og prins Claus.
Tager hensyn
Det hollandske hof har tidligere meddelt, at man har taget hensyn til prinsesse Amalias studier i forbindelse med planlægningen af det officielle besøg, så det ikke forstyrrer hendes studier.
Prinsesse Amalia studerer fagene politik, psykologi, jura og økonomi.