30. okt. 2024
Af Josephine Sjelhøj

Dronning Maxima måtte ofte efterlade sin mand og børn: Jeg var nødt til at tage svære beslutninger

Dronning Maxima med døtrene prinsesse Amalia, prinsesse Alexia og prinsesse Ariane. 
Dronning Maxima med døtrene prinsesse Amalia, prinsesse Alexia og prinsesse Ariane.
Foto: Patrick Van Katwijk/AP/Ritzau Scanpix
Dronning Maximas arbejde har også betydet, at hun i perioder har set sin familie mindre.

Hollands dronning Maxima har altid været dybt engageret i menneskerettigheder, finansiel stabilitet og økonomisk sundhed.

Dronningen har en kandidatgrad i økonomi, og før hun mødte kong Willem-Alexander, arbejdede hun inden for den finansielle sektor i New York.

Siden 2009 har hun været FN-generalsekretærens særlige rådgiver for Inclusive Finance for Development. I september fik hun jobbet som særlig rådgiver for Financial Health i FN.

Hendes travle karriere – og jobbet som dronning – har dog betydet, at dronning Maxima har været væk fra familien flere gange.

I forbindelse med hendes job har hun nemlig været på mange forretningsrejser i udlandet.

Selv om det har været vigtigt for dronning Maxima at udleve sine drømme og arbejde, så har det også gjort ondt at være væk fra manden og deres tre børn, prinsesse Amalia, prinsesse Alexia og prinsesse Ariane.

Det fortæller hun til Hola!

- Som mor måtte jeg nogle gange tage svære beslutninger. Som arbejdskvinde måtte jeg ofte efterlade børnene og min mand. Mit moderhjerte er altid gået lidt i stykker. Men derved har de også haft en mor som et eksempel – en mor, der altid arbejdede og altid gik efter det, hun ønskede. Jeg håber, at de vil gøre det samme, fortæller den hollandske dronning til mediet.

Læs mere om: