Hollands tronfølger deler vild nyhed: Det føles ubehageligt
Dagen efter sin afsluttende gymnasieeksamen overrasker kong Willem-Alexander og dronning Maximas ældste datter prinsesse Amalia nu hollændernes med en stor og modig beslutning.
I et håndskrevet brev til Hollands premierminister Mark Rutte skriver hun, ifølge hollandske medier, at hun ikke ønsker at modtage den apanage, som hun skulle have modtaget, når hun fylder 18 år den 7. december i år.
Ubehageligt at modtage
"I går fik jeg besked om, at jeg havde bestået min afsluttende eksamen. Jeg håber nu på at kunne tage et sabbatår og derefter begynde mine studier. Den 7. december 2021 fylder jeg 18 år og modtager ydelser i henhold til loven, dels som indtægt dels som udgiftsgodtgørelse. Jeg finder det ubehageligt at modtage så længe jeg tilbyder så lidt tilbage og andre studerende har det så meget sværere, især i denne usikre coronatid, skriver hun til premierministeren, hvilket betyder, at hun ikke vil modtage apanage, mens hun studerer.
Det har premierministeren selvfølgelig fuld forståelse for og bliver i hollandske medier citereret for at svare, at han har forståelse for hendes beslutning og ønsker hende et godt sabbatår.
Millionbeløb
Beløbet som prinsesse Amalia skulle have modtaget, når hun bliver myndig, er på omkring 1,6 millioner euro (knap 12 millioner kroner, red.).
I 2019 meddelte også det belgiske hof, at kronprinsesse Elisabeth ikke ønskede at modtage apanage, da hun fyldte 18 år det år og i stedet ville koncentrere sig om sine studier.