27. apr. 2025
Af Julie Lund Rosenfeldt Isen

Kæmpe bommert: Kostbart billede af prinsesse Beatrix smidt ud

Prinsesse Beatrix
Prinsesse Beatrix
Foto: Nick Gammon/AFP/Ritzau Scanpix
Et ikonisk billede af den tidligere hollandske dronning er ved en fejl havnet i skraldespanden.

Der er nok nogen på rådhuset i Maashorst, der har røde ører efter en eklatant brøler!

Bliv opdateret hver dag med vores nyhedsbrev

Det hollandske rådhus indrømmer nemlig, at de formentlig har smidt et kostbart billede af den tidligere dronning Beatrix ud. Det skriver BBC.

Under en renovering af rådhuset forsvandt billedet, som er kreeret af den ikoniske kunstner Andy Warhol, sammen med en række andre kunstværker.

- Det er meget sandsynligt, at kunstværkerne ved en fejl blev smidt til storskrald, siger kommunen i en udtalelse, og også borgmesteren Hans van der Pas beklager dybt, at værdigenstandene ikke blev behandlet med større omhyggelighed.

De peger på, at manglende retningslinjer for opbevaring, registrering og sikkerhed er skyld i, at fejlen kunne ske.

https://imgix.billedbladet.dk/2025-04-27/20241010-201234-6-6689x4459ma.jpg
Prinsesse Beatrix foran et af de billeder, som Andy Warhol skabte af hende.
Foto: Nick Gammon/AFP/Ritzau Scanpix

Prinsesse Beatrix var dronning af Holland indtil 2013, hvor hun overlod tronen til sin søn kong Willem-Alexander – og herefter blev titlen som dronning byttet ud med en prinsessetitel.

Mens hun stadig var dronning, var hun en del af Andy Warhols værk ”Reigning Queens” fra 1985, som består af 16 farverige tryk af fire regerende dronninger.

Ud over Beatrix var også danske dronning Margrethe, britiske dronning Elizabeth og dronning Ntombi Twala fra det afrikanske land Eswatini, som dengang hed Swaziland, en del af værket.

Men et af billederne af den tidligere hollandske dronning er altså nu blevet smidt ud!

Billedets værdi anslås at være omkring 110.000 kroner.

Mere om: