Prins Johan Friso frygtes hjerneskadet
Den hollandske prins Johan Friso kæmper fortsat for sit liv på universitetshospitalet i Innsbruck, Østrig efter den dramatiske lavineulykke fredag, der nær havde kostet ham livet.
Ifølge lægerne på hospitalet har prinsen været uden ilt i kritisk lang tid, og sandsynligheden for at hans hjerne har taget skadet er stor.
Den 43-årige prins Johan Friso blev først fundet efter cirka 15 minutter efter lavinen havde ramt ham, og herefter tog det yderligere tid at genoplive ham. Og netop tid er afgørende for om prinsens hjerne har taget varig skade af iltmangel.
Prinsens kropstemperatur var nede på 32 grader da han blev fundet, hvilket ifølge lægerne kun forbedre prinsens chancer for at slippe uden mén, da kroppen bruger mindre ilt ved lave temperaturer.
Prinsen er lagt i koma og lægerne overvåger konstant situationen og overvejer hvornår det er forsvarligt at vække patienten. Imens samles den kongelige familien på universitetshospitalet i Innsbruck, hvor blandt andre kronprins Willem-Alexander og prinsesse Maxima er ankommet som nogle af de sidste.