Prinsesse Amalia i kongeblå frynsekjole og Sex and the City-sko
Da grevinde Leonie von Waldburg-Zeil-Hohenems og grev Caspar von Matuschka i lørdags blev viet i den østrigske by Hohenems, var det med kongelige på gæstelisten.
Hollands kong Willem-Alexander og dronning Maxima sad blandt gæsterne i kirken sammen med deres ældste datter, prinsesse Amalia.
Både dronning Maxima og datteren var iklædt flotte og farverige bryllupslooks på den lykkelige dag.
Ifølge Royal Fashion Police bar prinsesse Amalia en kongeblå maxikjole med frynser fra mærket Farm Rio, og den var stylet med accessories i samme nuancer.
Tronfølgeren var iført et par blå stiletter fra Manolo Blahnikk - et par sko, som især er kendte fra hitserien ”Sex and the City”, hvor hovedpersonen Carrie Bradshaw var særligt glad for den ikoniske skomodel.
Prinsessen havde desuden lånt en blå Natan Couture-clutch fra sin mors garderobeskab.
Men det var ikke det eneste, Amalia havde lånt af sin mor. Hun bar nemlig også dronning Maximas blå øreringe med ædelstenen tanzanitter.